Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Byggeaffald

Du skal anmelde byggeaffald til kommunen senest 14 dage før, du starter dit byggeprojekt, hvis det drejer sig om mere end 1 ton affald. Det gælder også, hvis du skal fjerne asbestholdige materialer eller farligt affald som bly i maling eller PCB.

Anmeld byggeaffald

Anmeldelse af byggeaffald

Du skal anmelde byggeaffaldet til kommune senest 14 dage før start på projektet. Når du har udfyldt formularen med og anmeldt byggeaffaldet, vil kommunen anvise affaldet til godkendt modtageranlæg.

Anvisningen sikrer, at evt. farlige stoffer i byggeaffaldet bliver håndteret korrekt, og affald der kan genanvendes bliver sendt videre til rette sted.

Det er bygherrens ansvar at anmelde affaldet til kommunen senest 14 dage før renoveringen eller nedrivningen starter.

Ofte udfører en entreprenør denne opgave på vegne af bygherren. Affaldet skal anmeldes, hvis det drejer sig om mere end 1 ton eller 250 m², samt hver gang der er farligt affald eller asbest involveret.

Bliv klogere på byggeaffald

Virksomheder har pligt til at sørge for, at mest muligt byggeaffald genanvendes, så flest mulige materialer kan bruges igen. Det betyder, at alt genanvendeligt materiale skal sorteres separat og adskilt fra andre typer byggeaffald. Ogaven kan overdrages til for eksempel en indsamlingsvirksomhed eller et genanvendelsesanlæg.

Virksomheden, der producerer affaldet eller indsamlingsvirksomheden skal kunne fremvise dokumentation for korrekt håndtering af affaldet, hvis kommunen eller Miljøstyrelsen beder om det.

For virksomheder gælder de kommunale regler for erhvervsaffald og kravene i affaldsbekendtgørelsens kapitel 10.

Du kan læse mere om sortering af byggeaffald på Videnscenter for cirkulær økonomi i byggeriets hjemmeside

Som en virksomhed, der håndterer byggeaffald, skal du være opmærksom på følgende:

  • Sortere affaldet i mindst 10 typer affald.
  • Sortere farligt affald, asbest, PCB-holdigt affald og termoruder.
  • Affaldet, som skal bortskaffes skal være beskrevet, så det kan anvises til korrekt bortskaffelse. Beskrivelsen laves i anmeldelsen af byggeaffald.
  • Aflevere deponerings- og forbrændingsegnet affald i overensstemmelse med kommunens regulativ, som du finder her
  • Sørge for, at kildesorteret erhvervsaffald, som er egnet til at bruge igen, men som ikke er beskrevet kommunens regulativ bliver håndteret korrekt. Virksomheden skal sørge for at byggeaffaldet bliver håndteret, så det kan sendes til genbrug eller genanvendelse, så materialerne så vidt muligt kan bruges igen. Læs mere om genbrug og genanvendelse her

Virksomheder skal sortere bygge- og anlægsaffald i henhold til affaldsbekendtgørelsens kapitel 9, § 49 og § 50.

Virksomheder skal udsortere farligt affald, PCB-holdigt affald og termoruder fra deres bygge- og anlægsaffald.

Derudover skal virksomheder kildesortere deres bygge- og anlægsaffald i minimum følgende affaldsfraktioner:

  • Natursten, fx granit og flint
  • Uglaseret tegl (mur- og tagsten)
  • Beton
  • Blandinger af materialer fra natursten, uglaseret tegl og beton
  • Jern og metal
  • Gips
  • Stenuld
  • Jord
  • Asfalt
  • Blandinger af beton og asfalt

Virksomheden kan lade usorteret bygge- og anlægsaffald sortere på et sorteringsanlæg, som er er registreret i Affaldsregisteret.

Hvis affaldsmængden ikke overstiger 1 ton, kan virksomheden vælge ikke at kildesortere. Kommunen vil i så fald anvise affaldet til sortering.

Nye regler pr. 1. januar 2025 for nedrivning af asbest

Der er kommet ny lovgivning om håndtering af asbest i arbejdsmiljøet Asbestbekendtgørelse nr. 744 - 2024.

Du må stort set ikke længere selv håndtere materialer indeholdende asbest. Kun små reparationer og vedligehold, kræver ikke autorisation. Se lovteksten nedenfor.

Det nye er, at virksomheder skal have en autorisering fra Sikkerhedsstyrelsen for at håndtere materialer med asbest. Se Sikkerhedsstyrelsens Autorisationsregister.

Arbejdsgiveren skal anmelde asbestarbejde til Arbejdstilsynet senest 8 dage før arbejdes påbegyndes. Læs mere om asbest på Arbejdstilsynets hjemmeside Læs mere om asbest

Byggeaffald skal stadigvæk anmeldes til kommune, hvis det samlet set drejer sig om mere end 1 ton eller 250 m², samt hver gang der er farligt affald eller asbest involveret.

Er der asbest i mine tagplader?

Sådan tjekker du for asbest i tagplader

  1. Findes der nummer på tagpladen (5-10 cifre):

    • Uden asbest: Første ciffer er 4 eller 5.
    • Med asbest: Første ciffer er 0 eller 1.
  2. Kan du ikke finde nummeret?

    • Tag etableret før 1984: Indeholder altid asbest.
    • Tag etableret i 1984-1988: Kan indeholde asbest.
    • Tag etableret efter 1988: Asbestfrit (vær opmærksom på ældre tagplader i omløb).

Hvis du er usikker, kan det afklares og dokumenteres med en analyse.

  • Mos og løse partikler i tagrender skal fugtes, fjernes og behandles som støvende asbestaffald

Undtagelse for autorisation

Små reparationer er tilladt. Nedrivning kan dog udføres uden autorisation, når der er tale om kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter som f.eks. nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader,

enkelte fliser fastgjort med asbestholdig fliseklæb eller enkelte rørbøjninger med asbestholdig isolering.

Som udgangspunkt er det bygherren, som er affaldsproducent, og dig som entreprenør, der udfører opgaven på bygherrens vegne.

Affaldsproducenten har pligt til at håndtere, herunder behandle, bygge- og anlægsaffaldet korrekt.

Efter aftale kan du som entreprenør også overtage ansvaret for materialerne, inden de bliver til affald. I så fald overtager du rollen som affaldsproducent. Dette betyder, at affaldsproducentens forpligtelser i disse tilfælde påhviler dig, og affaldet vil herefter blive til erhvervsaffald, uanset om affaldet stammer fra en privat bolig.

Eksempel: Hvis en privat husejer indgår en aftale med en tømrer alene om, at han skal forestå nedrivningen af eksempelvis en carport, vil affaldet som udgangspunkt anses som den private husejers affald – og dermed være husholdningsaffald. Hvis den private husejer derimod som led i entreprisen aftaler, at tømreren overtager ejendomsretten til carporten, inden den bliver til affald, vil affaldet fra carporten som udgangspunkt anses som tømrerens affald – og dermed være erhvervsaffald.

Det er på den baggrund afgørende, at der indgås klare aftaler om, hvem der ejer materialerne, før de bliver til affald, og dermed afgøre hvem der er affaldsproducent.

Hvis den samlede affaldsmængde fra byggeprojektet ikke overstiger 1 ton, kan virksomheden vælge ikke at sortere byggeaffaldet. I dette tilfælde vil Kommunen anvise, at affaldet køres til et sorteringsanlæg. 

Hold dig opdateret

Tilmeld dig nyheder om genbrug og affald

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Telefon: 7259 7664

Åbningstider

Ugedag Tidspunkt
Mandag  8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Telefonkontakt 

Ugedag Tidspunkt
Mandag 8 - 14
Tirsdag og onsdag10 - 14
Torsdag10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Følg os på de sociale medier