Sortering i 10 typer affald

Alle borgere i landet skal til at sortere i 10 typer affald derhjemme. Det gælder også for Egedal. Derfor kommer der i løbet af 2022 nye beholdere til dit affald, så du kan sortere mere.

Har du dine egne beholdere, vil du få i alt fire nye beholdere samt en lille rød boks til farligt affald. Du har allerede modtaget den første til mad- og restaffald, samt den røde boks. Bor du et sted med fælles affaldsløsninger, vil I også få nye løsninger hos jer.

Nederst på siden finder du svar på oftest stillede spørgsmål.

Mere sortering til gavn for klima og miljø

Jo bedre vi sorterer vores affald, jo flere ressourcer kan vi genanvende, og jo mindre CO2 udleder vi. Øget affaldssortering er led i regeringens Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi, en bred politisk aftale, som regeringen indgik i 2020. Kravet om mere sortering derhjemme er derfor lovpligtigt for alle borgere og kommuner.

Spørgsmål og svar om sortering af 10 typer affald

Her kan du finde svar på mange spørgsmål om den nye affaldsordning og sortering i 10 typer affald i Egedal. Listen opdateres løbende.

  • Hvad skal jeg sortere?

    Der skal sorteres i disse 10 typer affald:

    • Madaffald
    • Restaffald
    • Glas
    • Metal
    • Plast
    • Papir
    • Pap
    • Føde- og drikkevarekartoner 
    • Tekstil
    • Farligt affald
  • Hvornår får jeg de sidste beholdere?

    Alle husstande får nye affaldsløsninger i løbet af 2022 og starten af 2023. Har du dine egne beholdere, får du i december og januar tre nye beholdere. Bor du et sted med fælles affaldsløsninger, vil I også få nye løsninger i starten af 2023. Du får besked i din e-boks, inden turen kommer til dit område, så du får god tid til at blive klar.

    Har du dine egne beholdere på matriklen, vil du i december 2022 og januar 2023 få beholdere til:

    • Metal og glas
    • Pap
    • Papir samt plast, mad- og drikkeemballage (MDK)

    Har du en 4-i-1 beholder i dag genbruger vi beholderen. Vi kommer derfor og bygger den om til den to-delte beholder papir, samt plast og mad- og drikkevarekartoner. 
    Vi kommer til dig og bygger den om ved din standplads. 

    Når du har fået de sidste beholdere, vil du have i alt fire nye beholdere og en rød boks til farligt affald. 

    Deler du affaldsløsninger med andre, vil I i starten af 2023 løbende få flere beholdere eller kuber, som gør, at I fremover kan sortere i 10 typer affald hos jer. Hvordan det konkret bliver, afhænger af, hvad der er plads til og mulighed for hos jer. Egedal Kommune kontakter bestyrelsen for din forening uanset om du er grundejer, andelsejer eller bor i lejebolig.

  • Hvor meget fylder mine nye beholdere?

    Har du egne beholdere på din grund, vil du få 4 beholdere i alt samt en lille boks til farligt affald. Tre af beholdere er på 240 liter og den fjerde er på 370 liter.

    • 240L måler 58 cm (b) x 72,4 cm (d) x 107,2 cm (h).
    • 370L måler 77 cm (b) x 81,1 cm (d) x 110,4 cm (h).

    Den sidste kan også fås som 240 l, som fylder ca. 20 cm mindre i bredden end den på 370 l. Det kan du læse mere om i det i e-boks brevet, som blev sendt i maj 2022.

    Beholderne vil fylde ca. 3 m i bredden tilsammen. Herudover skal der være plads til at sætte den røde boks til farligt affald frem til afhentning. Du behøver dog ikke have alle beholdere stående sammen, men kan nøjes med at køre dem frem til tømning.

    I starten af det nye af vil du altså have følgende til dine 10 typer affald:

    240 l beholder til rest- og madaffald, to-delt
    240 l beholder til pap
    240 l beholder til glas og metal, to-delt
    370 l beholder til papir samt plast + mad- og drikkekartoner, to-delt
    29 l rød boks til farligt affald
    Tekstil – ingen beholder, sæt en klar 100 l sæk ud til storskrald

  • Skal mine beholdere stå fremme hele tiden?

    Nej. Du kan indrette en fast standplads til de fire beholdere, men du behøver ikke. Beholderne har forskellige tømmedage og behøver kun stå fremme senest kl. 6 om morgenen på tømmedagen. Fx vil beholderen til glas og metal blive tømt hver 10. uge, så du kan nøjes med at stille denne frem hver 10. uge. Resten af tiden kan den stå, hvor du helst vil have den. Du kan som altid tilmelde dig en sms-service og få en påmindelse om tømmedage dagen før. Tilmeld dig i app'en Affaldsportal eller Mit Affald se mere her.

  • Får jeg tid til at gøre plads til de nye beholdere?

    Ja. Hører du til dem, der har egne beholdere på grunden, har du allerede modtaget en ny beholder til mad- og restaffald samt en lille boks til farligt affald. I december 2022 og i januar 2023 får du desuden tre beholdere til metal + glas, pap samt papir + plast, mad- og drikkeemballage.

    Sammen med den nye beholder til mad-og restaffald fik du en lille folder med information om adgangsvej og standplads til dine beholdere. 
    Har du mistet folderen, så kan du også finde den her 

  • Hvad med os, der deler affaldsløsning med naboerne

    Bor du i fx lejlighed eller boligforening med fællesløsninger, vil I i starten af 2023 løbende få flere beholdere eller kuber, så I også kan sortere i 10 typer affald. Hvordan det bliver, afhænger af, hvad der er plads til og mulighed for hos jer. Helt overordnet er der to muligheder:

    • Kuber samt beholdere til pap og tekstil
    • Beholdere til alle 10 typer affald.

    Desuden vil I få et skab til farligt affald.

    Affaldssorteringien kommer til dig, og du behøver ikke at gøre andet end at sortere til genanvendelse. Egedal Kommune kontakter og går i dialog med bestyrelsen for din forening uanset om du er grundejer, andelsejer eller bor i lejebolig

  • Hvad med os, der ikke har 4-i-1?

    I vil også få de nye løsninger, så I kan sortere i 10 typer affald. Alle husstande, som i dag har egne beholdere, vil få i alt fire beholdere samt en boks til farligt affald. Tre af disse beholdere vil have 2 rum. Se mere under ’Hvornår får jeg de sidste beholdere’.

  • Hvad sker der i min boligforening/andelsforening mv.?

    Hvordan det kommer til at se ud netop i din forening, kan vi ikke svare på. Det er meget forskelligt for den enkelte forening, hvordan de konkrete fælles affaldsløsninger bliver. 

    Egedal Kommune kontakter og går i dialog med bestyrelsen for din forening uanset om du er grundejer, andelsejer eller bor i lejebolig.

  • Hvad med affaldstaksterne?

    Det har nogle økonomiske omkostninger, når kommunen skal indføre den lovpligtige sortering i 10 typer affald for alle husstande. Vi forventer derfor, at affaldstaksterne stiger i 2023.
    Affaldstaksterne betales ikke gennem skatten, men via ejendomsskattebilletten. Affaldstaksterne skal dog gå i balance med sig selv - eller sagt på en anden måde, må taksterne ikke sættes sådan, at kommunen tjener penge på det.

    Den stigning, du kommer til at opleve, skyldes, at den nye ordning er dyrere både i tømmepriser og i indkøb af materiel.
    Affaldstakster besluttes af Byrådet fra år til år, og bliver den nye ordning billigere end forventet, eller viser det sig, at taksterne fremover skal beregnes uden moms, vil det blive modregnet i din takst året efter.

  • I nogle kommuner er takststigningen lavere?

    I Egedal har man valgt at afbetale den nye ordning over forholdsvis kort tid, og det gør umiddelbart takststigningen mere stejl. Nogle kommuner har valgt en længere afbetaling, som giver en lavere stigning nu og her, som til gengæld vil strække sig over længere tid. Desuden har nogle kommuner præsenteret deres takststigninger uden moms, mens Egedal Kommune ind til nu har præsenteret takststigningerne med moms. Det tilsammen gør, at stigningen i Egedal ser større ud.

  • Hvorfor bliver det dyrere for mig?

    Du kommer til at betale mere, fordi den nye ordning med sortering i 10 typer affald koster mere, bl.a. i nyt materiel og elbiler, håndtering af flere affaldstyper og flere tømninger af flere beholdere.

  • Kan jeg fravælge de nye beholdere?

    Nej. I Danmark er det lovpligtigt at sortere affald, og det er besluttet på landsplan, at alle husstande skal kunne sortere i 10 typer affald derhjemme. Derfor kan du ikke fravælge de nye beholdere. Det kan vi heller ikke som kommune.

  • Kan jeg ikke bare køre på genbrugsstationen?

    Nej. Det er et krav i alle kommuner, at alle 10 typer affald skal hentes ved borgernes husstande, og at det skal være med faste beholdere. Det kan kommunen ikke ændre på.

    Har du mere, end der kan være i beholderen, kan du dog stadig aflevere det på genbrugsstationen. Dog ikke rest- og madaffald. 

  • Bliver der plads nok til restaffald?

    Ja. En typisk husstand har 40-50 l restaffald om ugen, og den nye beholder har plads til 72 l liter om ugen. Desuden vil du få mindre restaffald, når du sorterer pap, mad- og drikkevarekartoner, plast, glas, metal og madaffald fra.

    Du kan også stadig bestille en ekstra beholder til restaffald, hvis du i en periode har mere restaffald, fx hvis du har blebørn derhjemme.

  • Bliver der plads nok til plast?

    Ja. Har du i dag 4-i-1 beholder, vil du med den nye beholder få plads til 20 l ekstra plast hver uge. Det vil være nok for 95% af alle husstande. Desuden vil mad- og drikkekartoner være med til at presse plasten sammen, da de skal i samme beholder. Denne type affald vil for de fleste fylde knap 5 l om ugen. Du skal dog først sortere plast, mad- og drikkevarekartoner derhjemme fra 1. januar 2023. Hvis du gerne vil i gang inden da, kan du aflevere på genbrugsstationen.​

  • Erstatter tekstilaffald containerne rundt omkring?

    Nej. Det, du kan stille ud derhjemme til skraldemanden er tekstilaffald, dvs. de slidte lagener og håndklæder, blusen med hul i eller pletten, der bare ikke kan komme af, og hvad du ellers har, der ikke længere kan genbruges af andre.

    Har du tøj, der er for godt til at smide ud, skal du ikke sætte det ud til skraldemanden, men kan give det til tøjcontainere eller genbrugsbutikker som du plejer.

  • Kan jeg stadig bestille en ekstra beholder til restaffald?

    Ja. Du kan fortsat bestille en ekstra beholder til restaffald. Det kan være en god løsning, hvis man i en periode har mere restaffald, fx med bleer derhjemme.

  • Hvorfor skal plast og mad-og drikkekartoner i samme rum?

    Plast, mad-og drikkevarekartoner bliver afleveret på et anlæg, som allerede sorterer i forskellige typer plast, og som snart også kan adskille mad- og drikkevarekartoner fra plastaffaldet. Kartonerne bliver opløst og papfibre genanvendt til nye mad-og drikkekartoner (MDK).

    Du skal dog først sortere plast, mad- og drikkevarekartoner derhjemme fra 1. januar 2023. Hvis du gerne vil i gang inden da, kan du aflevere på genbrugsstationen.

  • Hvorfor skal jeg sortere mere?

    Jo bedre vi sorterer vores affald, jo flere ressourcer kan vi genanvende, og jo mindre CO2 udleder vi. I Danmark producerer vi rigtig meget affald pr. husstand, så når du og dine naboer sorterer i 10 typer affald, er I med til at gøre en reel forskel.

    Øget affaldssortering er også lovpligtigt og led i ’Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi’ – en bred politisk aftale, som regeringen har indgået.

  • Hvor langt er vi i Egedal Kommune med at sortere?

    I Egedal sorterer vi i dag i seks fraktioner: Mad, Rest, Papir, Glas, Metal og Plast. Derudover også batterier og småt elskrot.

    Over 9000 husstande har i dag en 4-i-1 beholder til Glas, Metal, Papir og Plast. Andre borgere kan komme af med de fire fraktioner ved en kubestation i Ølstykke stationsby, Gl. Ølstykke, Stenløse, Veksø, Ganløse, Smørum eller på genbrugsstationerne.

    Derudover er det muligt at få afhentet storskrald, haveaffald og juletræer.

    Det er ikke frivilligt, om man vil sortere, men indtil nu har 4-i-1 beholderen været en valgfri ordning. Fremover vil sorteringsløsningerne tæt ved husstanden være obligatoriske.

  • Ny frivillig haveaffaldsbeholder

    Tilmelding af frivillig haveaffaldsbeholder

    Ved tilmelding af den frivillige haveaffaldsbeholder, har du en 140L beholder til haveaffald, som vil blive tømt hver 14. dag i perioden 1. april- 31. oktober. Beholderen er den samme, som du i dag bruger til madaffald

    Årligt vil der i perioden være 14 tømninger.

    Pris og rammer for ordningen

    I 2022 koster det 146kr for 6 tømninger. For et fuldt år med 14 tømninger koster det i omegnen af 500 kr (dog beregnes takster på ny for hvert år, så ordningerne hviler i sig selv).

    Man kan kun tilmelde sig ordningen for hele sæsoner , dvs. den ikke kan frameldes i løbet af sæsonen. Framelder man i løber af året, vil frameldingen således gælde fra kommende år.

    Tilvælger du ordningen fra start, har du selv ansvar for at rengøre din madaffaldsbeholder, så den er brugbar til haveaffald.

    Vær opmærksom på, at hvis du til- eller fravælger ordningen senere, så vil du skulle betale et administrationsgebyr på 250kr for afhentning/udkørsel af beholder.

  • Hvornår må jeg lægge mad- og drikkevarekarton (MDK) i samme rum

    Mad- og drikkevarekarton (MDK) må først komme i fraktion Plast efter nytår 2022. MDK er mad- eller drikkevarer emballeret i karton (tetra pak). Det kan være supper, flået tomater, feta ost, mælk, juice m.m. 

    Du kan aflevere MDK på genbrugsstationen, hvis du alligevel kommer forbi. Ellers skal de lægge til restaffald indtil 1. januar 2023.   

  • Hvornår kan den røde boks afhentes?

    Egedal Kommune har indgået en kontakt med SMOKA, der henter og håndterer det farlige affald. 

    Der kan nu bestilles afhentning af farligt affald i december. Vil du gerne have tømt den røde boks skal du bestille afhentning senest 1. december. Du kan bestille på Mit Affald eller i app'en Affaldsportal.

    Er du tilmeldt SMS adviseringen for farligt affald, vil du modtage en SMS når der er ledige tider.  
    Tilmeld dig sms'en i Mit Affald eller Affaldsportal.

  • Skal label på den røde boks udfyldes?

    Nej - der er ikke et krav om, at labelen på den røde boks skal være udfyldt for at boksen medtages.

    Det er Egedal Kommune der gerne vil have labelen på, nu det er en ny ordning. Så har kommunen mulighed for at henvende sig til adresse, hvis der er behov for det. Du kan ex. bare skrive adressen.  

Mockup Valgte Løsning Juni 2021
Sådan bliver den nye løsning til husstande med egne beholdere
Piktogrammer af de 10 affaldsfraktioner
Piktogrammer af de 10 affaldsfraktioner
Affaldsplan 2019-2030

Affaldsplan 2019-2030

Her kan du se mål og initiativer for affaldsområdet i Egedal Kommune fra 2019-2030. Planen gennemgås i slut 2020 med henblik på regeringens nye krav t…

Del: