Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Opdatering på affaldssituationen i vintervejret

Sne og is giver fortsat udfordringer

Mange husstande i Egedal har i denne uge oplevet, at deres affald ikke er blevet afhentet på grund af udfordringer med is og sne.

Vores renovatører har oplevet – og oplever fortsat – problemer på vejene, som mange steder er meget glatte, eller hvor sneen ikke er ryddet nok til, at de kan komme forbi med deres lastbiler.


Rest- og madaffald

Grundet de fortsatte udfordringer med vejret, har vi ikke mulighed for at sige, hvornår vi tømme ved de adresser, der ikke har fået tømt deres rest- og madaffald.

Har vi ikke kunnet komme til din adresse pga. is og sne, vil du derfor først få tømt affald ved din næste sædvanlige tømmedag.

Låget på beholderen skal kunne lukkes, men har du mere rest- eller madaffald, end der kan være i beholderen, kan du sætte det ekstra affald i klare sække ved siden af din affaldsbeholder.
Husk at sækken skal være ved siden af beholderen (ikke på låget), og at der skal knude på sækken. Sækken må max. må veje 11 kg. Affaldet skal stadig være sorteret i mad- og restaffald.

Ekstraordinær mulighed for aflevering på genbrugsstationer.

Har du ikke mulighed for at opbevare dit overskydende affald inden næste tømmedag, har vi ekstraordinært sat affaldscontainere til rest- og madaffald op på genbrugsstationerne.

Her kan du fra på lørdag d. 10. januar, aflevere mad- og restaffald, dog kun i genbrugsstationernes bemandede åbningstid mellem kl. 10-17.

Se genbrugsstationernes adresse mm. her

Containere vil blive fjernet igen, når vi er tilbage til normale vejrforhold.


Plast+mad- og drikkekartoner/papir, pap samt glas/metal

Du kan sætte en ekstra sæk med plast+mad- og drikkekartoner ved siden af din beholder til næste tømmedag.

Husk at du også altid kan aflevere dit genanvendelige affald (pap, plast + mad- og drikkekartoner, papir, metal og glas) på genbrugsstationerne.

Desuden er der også offentlige kuber placeret rundt i kommunen.


Landområder

Vores renovatører har ekstra udfordringer med at komme ned ad grusveje til landejendomme. Vil du sikre dig, at dit affald hentes, så sæt dine affaldsbeholdere helt ud til den nærmeste vej.


Det skal du selv gøre i vintervejret

For at hjælpe vores renovatører godt på vej er det vigtigt, at alle bidrager til snerydning og glatførebekæmpelse omkring deres ejendom. Det indebærer rydning af fortov, stier, ramper, veje gennem snevolde og adgangsveje til din bolig samt at sikre, at disse områder er fri for is og tilstrækkeligt belyst.

Dette er afgørende for, at din skraldemand kan komme frem og for at minimere risikoen for uheld og skader i det glatte vejr. Egedal Kommune er ikke ansvarlig for at rydde på private fællesveje og på private veje, og det er derfor vigtigt, at man selv sørger for dette.

Er du i tvivl om hvilken type vej, din er, så kan du gå ind på infokort.egedalkommune.dk, og slå dit vejnavn op. Her skal du trykke på 'Veje og stier' i venstre side, vælge 'privat og offentlig vej' og så vil din vejtype fremgå.


Postbilen kan godt komme frem, hvorfor kan skraldebilen ikke?

Der er stor forskel på at køre en lille person- eller varebil i forhold til en tung lastbil, når chaufføren skal kunne køre op og ned ad glatte og bakkede veje. Udskridnings- og påkørselsrisikoen er større med den store bil, og derfor er renovatøren tilbageholdende med at prøve, hvis de er i tvivl. Det er altså et spørgsmål om sikkerhed.

Vi beklager de mange gener vejret medfører.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig nyheder om genbrug og affald

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Telefon: 7259 7664

Åbningstider

Ugedag Tidspunkt
Mandag  8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Telefonkontakt 

Ugedag Tidspunkt
Mandag 8 - 14
Tirsdag og onsdag10 - 14
Torsdag10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Følg os på de sociale medier