Giv dit halloween-græskar videre
Når festen er forbi, kan dine udhulede græskar stadig gøre gavn. De skal nemlig ikke i farligt affald, men i madaffaldet – eller måske ud i haven til fuglene.
Efter en (u)hyggelig halloween med lys i græskarlanterner, spindelvæv og skræmmende dekorationer, melder spørgsmålet sig: Hvad gør du egentlig med det hele bagefter? Her får du de bedste råd til at rydde op med omtanke for miljøet:
- Forkæl fuglene – småfuglene elsker græskar! Skær græskarret i halve, så de nemt kan komme til kødet.
- Men pas på! Har du brugt Atamon eller anden konservering, skal græskarret ikke gives til fugle, men smides ud som madaffald.
- Komposter dit græskar – har du en kompostbeholder, kan græskarrester blive til god næring for haven. Skær dem gerne i mindre stykker, så de nedbrydes hurtigere.
- Sortér som madaffald – hvis du ikke komposterer, skal græskarret i de grønne poser sammen med andet madaffald. Husk at dele det op i mindre bidder først.
- Sortér pynten korrekt:
- Fyrfadslys hører til i metal.
- Ødelagte plastdele, som f.eks. små edderkopper og plastikskelletter, sorteres som plast.
- Kunstige spindelvæv ryger i restaffald.
- Ødelagt pynt med lys, lyd eller spraydåser skal i den røde boks til farligt affald eller afleveres på genbrugsstationen.